Medarbejder-login

Esbjerg Kommune ringer til borgere med tilbud om rygestopkurser

29-11-2011

Ryger du? Så vil vi gerne tilbyde dig et gratis rygestopkursus. Det er i korte træk, hvad borgere i området omkring Ådalskolen og Sædding kan forvente at høre, hvis de tager telefonen, og Esbjerg Kommune er i røret.

Esbjerg Kommune er begyndt aktivt at kontakte borgere i området med tilbud om rygestopkurser. Det sker som et led i projektet Sædding og Ådalen på toppen, der skal give borgerne den bedste mulighed for at tage vare på deres egen sundhed.

Bor du i området omkring Ådalskolen og Sædding? Så kan du være en af dem, som Esbjerg Kommune ringer til med et godt tilbud. Er du ryger, har du nemlig mulighed for gratis at deltage i rygestopkurset Kom og Kvit. Det vil kommunen gerne gøre opmærksom på, og derfor ringer de måske til dig. Frem for som normalt at lade borgerne tage kontakt på baggrund af informationsmateriale fra kommunen kontakter kommunen aktivt borgerne i nærmiljøet med tilbud om rygestopkurser til de interesserede.

- Opringningerne er et tilbud om hjælp. Den noget usædvanlige fremgangsmåde er et led i projektet Sædding og Ådalen på toppen, som i årene 2011- 2014 sætter fokus på sundhed og trivsel i området Sædding og Ådalen, siger direktør for Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune Arne Nikolajsen.

Positivt modtaget

Den direkte kontakt er blevet positivt modtaget blandt borgerne.

- Fordelen ved denne fremgangsmåde er, at vi herigennem kan opnå kontakt til borgere, der ikke normalt henvender sig på rygestopkurser. Samtidig kan rygestopkurserne tilrettelægges langt mere individuelt baseret på borgernes behov, fortæller projektleder Gitte Skov Nielsen.

Kom og Kvit bygger på en individuel tilgang til den enkelte borgers rygestop og er udviklet af Kræftens Bekæmpelse. Tilbuddet til borgerne i Sædding og Ådalsområdet omfatter også gratis nikotintyggegummi og andre hjælpemidler til rygeafvænning i den første uge af rygestoppet.

Kommunen har valgt at sætte tilbuddet i værk, fordi en analyse blandt borgene i Sædding og Ådalsområdet har vist, at andelen af daglige rygere er væsentligt højere her (34 %) sammen­lignet med Esbjerg Kommune generelt (23 %).

45 % af områdets rygere ønsker at stoppe på kortere eller længere sigt. Borgere, som ringes op med tilbud om rygestop, får også tilbudt en lungefunktionsmåling for eventuelt at opspore kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL). Herudover sætter projektet fokus på at forebygge, at unge begynder at ryge. Læs mere om projekt Sædding og Ådalen på toppen på www.dinsundhed.esbjergkommune.dk